Projekt Skovlyst: Er foråret – og varmen på vej?

6. februar 2023

Er foråret – og varmen på vej?

Så er tiden inde til at give en ny status på mulig levering af fjernvarme til Skovlyst området fra Langå Varmeværk.

Som beskrevet i sidste informationsbrev blev projektet stoppet i efteråret 2022, da der skulle være 80 tilslutningsaftaler fra Skovlyst, for at driftsøkonomi og samfundsøkonomi med finansiering af projektet fra KommuneKredit kan lade sig gøre. Der var 66.

Det er fortsat bestyrelsens og ledelsens opfattelse, at fremføring af fjernvarme til Skovlyst området alt andet lige må være en god mulighed for den enkelte, for byen og for miljøet – og til konkurrencedygtige priser. Som det fremgår af Randers Kommunes varmeplan, er området jo fortsat udlagt som fjernvarmeområde.


Skovlyst arbejdsgruppe

Der har i den seneste tid været en god dialog med Skovlyst arbejdsgruppe, som nu også lægger kræfter i at hjælpe med at undersøge og vurdere, om der kan skabes et grundlag for at gøre et nyt forsøg på at komme i mål. Ud over de 66 som tidligere har givet tilsagn, er der faktisk interesse fra yderligere nogle stykker.

Skovlyst arbejdsgruppen er bl.a. kommet tilbage med forslag om, at der som alternativ til et beregnet områdebidrag over 30 år, kan foretages en engangsbetaling, således at der ikke skal afregnes renter løbende for denne post. Måtte vi få projektet genstartet, vil dette blive muligt for alle.


Der arbejdes nu med følgende:

Vi har hos Langå Varmeværk arbejdet videre med at undersøge, om - og hvordan projektet vil kunne genstartes.

På sidste bestyrelsesmøde blev det besluttet at arbejde videre med projektet, som dog bliver justeret i forhold til de ydre vilkår, som vi nødvendigvis må forholde os til. Vi er nødt til at tage højde for den kommende banesænkning og tilladelsen til underføringen af hovedledning ved Vinkelvej. Det var planlagt at Skovlystområdet skulle kobles til fjernvarmenettet tæt på værket på Borgergade.

Vi må konstatere, at det nu ikke kan nås inden tilladelsen fra Banedanmark, udløber i maj. Deres tidsplaner betyder, at vi nu først kan gennemføre projektet, når banen er sænket – om flere år. Underføringen ved Vinkelvej er i tilbuddet også meget(uacceptabel) dyr, da den skal være 5 meter under banen på et bredt stykke.

Vi har derfor været i tænkeboks, og arbejder nu videre med en justeret model, hvor vi gør os uafhængig af banesænkningen ved Langå Station.

Vi kan desuden nu se, at solanlægget og det nye varmepumpe anlæg på Randersvej det meste af året kan levere den samlede varme – også til Skovlyst. Gasmotor på Borgergade anvendes som supplement i den kolde tid.


Justeret forslag som er forberedt til fremtiden

Hvis vi som alternativ etablerer en større hovedledning fra værket på Randersvej, og kommer under banen nedenfor rundkørslen og fører ledningen videre langs banen på den anden side via Mosevej til Skovlyst, vil vi blive uafhængige af baneunderføring ved Vinkelvej.

En baneunderføring nedenfor rundkørslen vil være betydelig lettere/billigere (der ligger banen højt, og der er kun 2 spor. Til gengæld skal der dog være en længere hovedledning.

På lang sigt arbejder vi også med at undersøge muligheden for at udvide med en ny varmekilde, som på sigt kan erstatte gasmotor på Borgergade.

Så placering af fremtidens varmekilder vil sandsynligvis heller ikke blive med en udbygning på Borgergade, men med etablering i sammenhæng med det nye værk på Randersvej. Langå Varmeværk har et areal neden for rundkørslen, som vi kan inddrage på sigt.

Derfor undersøger vi nu sammen med leverandører og Kommunen, om ny hovedledning via Randersvej og Mosevej er en rentabel løsning, som vil kunne gennemføres indenfor fornuftig tid og en økonomiramme, som kan godkendes og finansieres, og som kan holdes på et fornuftigt områdebidrag.

Når der er nyt igen om ovenstående, vender vi tilbage med status

Med venlig hilsen
Langå Varmeværk